Der strømmer igennem alle Naja Duartes malerier en kraft, som binder hendes tre hovedmotiver sammen: portrætterne, blomsterbillederne og abstraktionerne. Om man vil kalde denne kraft, livsenergi, ånd eller en holistisk overbevisning om, at alt i verden hænger sammen, er ikke så vigtigt. Mere relevant er det at påpege, at denne kraft gør de figurative billeder til andet og mere end realistiske gengivelser af henholdsvis mennesker og blomster. Kort fortalt vil det ikke være helt forkert at sige, at portrætterne har noget organisk og spirende over sig, mens omvendt blomsterne synes at antage menneskelige egenskaber. Man kan se dette i selve den måde, portrætterne er komponeret på. Det ofte stort og flot opsatte hår på disse kvinder – og det er udelukkende kvinder, Naja Duarte viser os – ligner påfaldende meget planter af forskellig slags og sammen med de blomster, hårpinde, frugter, tørklæder og smykker, der pryder det, minder helheden i høj grad om vækster i naturen. Og ligesom naturen er kendetegnet ved en evig cyklus af spiring, vækst, forfald og død, virker det, som om, at disse kvinder gennemlever den samme cyklus. Nogle er i fuld spiring, fulde af energi og kampgejst, mens andre synes gennemsyret af tvivl eller af sorg. Under alle omstændigheder er det stærke og uafhængige kvinder, Naja Duarte fremviser for vores øjne. Omvendt antager blomsterne en næsten menneskelignende karakter. Naja Duartes fremgangsmåde med at gå helt tæt på blomsterhovedet får sammen med de næsten overnaturlige lyseffekter billederne til at overskride det rent beskrivende og naturalistiske og blive til noget, man kan kalde magisk realisme. Foruden de danske og latinske navne kan Naja Duarte også finde på at give malerierne titler som ”Decay”, ”Dreamgarden”, ”Obsession” og ”White Swan” for at understrege, at hendes kunstneriske ærinde går ud på at beskrive menneskelige følelsestilstande og erfaringer. Menneskelige følelsestilstande og erfaringer er netop det, der gennemsyrer de abstrakte billeder. Her ser vi disse udtrykt gennem farver og former alene, selvom Naja Duarte også kan finde på at lade figurative elementer, huse, landskaber og dyr, optræde på lærredet. Og dermed overskride den blotte og bare abstraktion. Det, der binder de tre motiver sammen, er netop denne sammenhængskraft. Denne evne fra Naja Duartes side til at se alt, stort og småt, menneskeligt og ikke-menneskeligt, fra ét fælles perspektiv, én fælles synsvinkel. Om man vi kalde hendes billedverden for spirituel, magisk realistisk eller surreel er igen ikke afgørende. Det er derimod den fantasi, nysgerrighed og styrke, der udspringer fra disse enormt spændende malerier. Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen