Logo
Logo

Hvordan jeg blev mig

Jeg er født i 1967, i en lille skurvogn på 35 kvadratmeter, gemt under en snedrive i Qasigiannguit på Grønlands vestkyst. Mine forældre var frygtløse eventyrere med stor appetit på livet. Deres styrke, fantasi og mod har altid været en kilde til inspiration, og et forbillede for mig.

Min barndom i Grønland var fuld af frihed. Somrene bød på endeløse udedage i midnatssolen, mens vintrene var mørke og iskolde. Men indenfor var der varmt, og dér sad jeg altid med farver og papir foran mig.

I 1977 sejlede vi til Danmark i en gammel galease, som mine forældre havde ombygget til husbåd. Undervejs blev vi fanget i en efterårsstorm, der siden udviklede sig til en orkan. Jeg var ti år gammel, og havde fuld tillid til, at min far nok skulle få os sikkert i havn.

Det har lært mig at finde mit ståsted i det indre. Og det har altid været det kreative, der har forankret mig.

Hænderne først

Allerede som teenager vidste jeg, at min vej ikke gik gennem gymnasiet. Jeg længtes efter noget mere konkret, noget jeg kunne forme med hænderne. Drømmen var at blive keramiker, og jeg satte alt ind på at komme ind på Kolding Designskoles keramiske linje.

For at forberede mig rejste jeg ud i verden. Jeg arbejdede på værksteder i Syditalien og Wales og fandt til sidst et lille fagligt fristed i Hjørring, hvor jeg for alvor blev klar til optagelsesprøven.

De efterfølgende mange år arbejdede jeg som selvstændig keramiker. Jeg skabte unika og solgte direkte fra mit eget galleri og butik. Samtidig udviklede jeg designprodukter til detailhandlen i Danmark, med produktion i Danmark og udlandet og ansvar for både idé, koordinering og levering.

Det var et arbejdsliv med stort spænd – fra det kunstneriske til det forretningsmæssige – og med ansatte på værkstedet og mange bolde i luften. Branchen er krævende, og efter mange år i fuldt gear begyndte jeg at mærke, at jeg var mæt. Jeg havde brug for en ny retning, med mere plads til fordybelse og det nære.

Det blev begyndelsen på et nyt kapitel.

Et liv med dybde og dimensioner

I dag bor jeg på landet, omgivet af naturens rytme og ro. Her er højt til himlen, og stilheden er min følgesvend. Det er et sted, hvor jeg kan fordybe mig, og hvor landskabet ofte sniger sig ind i mine penselstrøg.

Jeg arbejder fuld tid med mine malerier, og jeg elsker det. Hver eneste dag, jeg står i atelieret og dypper penslen i farverne, føles som en gave. Naturen er min store inspirationskilde, ikke bare det, jeg ser, men også stemninger, lys, forfald og vækst.

Jeg bruger meget tid på at studere det, jeg maler. For eksempel blomster, hvor jeg fordyber mig i form, struktur og tekstur, og hvor lyset spiller en afgørende rolle for at få det taktile og levende frem. Min egen have er en stor inspirationskilde, hvor jeg ofte tager fotografier og søger efter det helt særlige lys, som jeg gerne vil bringe med ind i mine værker.

Mine motiver opstår i et samspil mellem fantasi, sansning og forskellige forlæg. Jeg bruger egne fotografier som en vigtig del af mit arbejde, og supplerer indimellem med digitale værktøjer, herunder også AI, når jeg undersøger og udvikler mine idéer. Det kan være former, objekter eller arkitektoniske detaljer, som jeg selv arbejder frem og siden bruger som inspiration, når de tager form i mine malerier.

Når jeg står foran lærredet, er det altid det maleriske arbejde, der tager over. Jeg arbejder med akryl på lærred og bygger mine billeder op gennem lag, farver og tid, hvor motivet langsomt finder sin form.

Jeg bruger mange forskellige redskaber i processen, alt fra pensler og spartler til fingre, plastikkort, grene og andre materialer, alt efter hvilket udtryk jeg søger. Nogle gange inddrager jeg også airbrush som en del af det maleriske arbejde.

Mine billeder vokser frem i processen. Jeg ved sjældent præcis, hvor de ender, og netop det gør arbejdet levende for mig. Det færdige maleri er altid en forvandling af det, der begyndte som en idé, et indtryk eller et forlæg.

Ved min side har jeg min søde mand Carsten, som altid bakker op og står last og brast med mig. Han er en fast del af min kunstneriske rejse og er altid med, når jeg udstiller på kunstmesser. Hvis du har besøgt min stand, har du sikkert mødt ham, med hans gode humør og hjælpsomme væsen.

Hjemme deler jeg livet med Wilson, min røde smukke kat og Louis, min blide, hengivne hund, som følger mig tæt.

Jeg er også mor til to voksne, vidunderlige mennesker og mormor til tre smukke og dejlige børnebørn. Det er en stor gave at følge deres liv – og en stille stolthed, jeg bærer med mig, også når jeg maler.

Telefon: 51527529 naja_duarte@hotmail.com

Naja Duarte